Back to All Events

SAMTALE / Nye Fantastiske Fortællinger: Ditte Holm Bro og Ida Marie Hede / Fortid, fremtid, feminisme / Karen Blixen Museum

“Hvordan ville det se ud, hvis Eva fra paradisets have og Jeanne d’Arc forelskede sig i en moderne verden med multinationale virksomheder og flydende kønsidentiteter? Og hvordan ser familie og venskaber ud i en nærfremtid, hvor barnepigen er et hologram og moren går i dvale i jagten på evig ungdom?

Kom til en aften om litterære fantasier på tværs af fortid og fremtid og oplev forfatterne Ditte Holm Bro og Ida Marie Hede i samtale om deres to bøger Eva & Jeanne og Den første lidenskab – om venindefællesskaber, erotik, udødelighed og kampen for at få lov at definere sin egen fortælling.

Er det fantastiske, magiske og mystiske på vej tilbage i ny dansk litteratur? Det er i år 90 år siden Blixens Syv fantastiske fortællinger udkom. Et skelsættende værk, der vrimler med fantastiske væsener, tvetydige situationer og overnaturlige hændelser. Og netop i disse år anes i den nye danske litteratur også en vending mod fantastiske fortællinger.

Der optræder spøgelser og golemmer, der hviler en gotisk stemning over naturen, hytterne og udkantsområderne og ofte findes uhyggen på et psykologisk plan såvel som et konkret. Der skrives fantasier over mulige verdener hvad end det er fortiden, nutiden eller fremtiden, der er under behandling. Det symbolske i fortællingerne antyder en forbindelse til de spørgsmål og udfordringer, der præger vores tidsalder og også med åbningen mod det spirituelle, søger litteraturen nye svar på, hvordan mennesket kan være i verden. 

I anledningen af 90-året for Syv fantastiske fortællinger har vi inviteret en række stærke danske forfatterstemmer til Rungstedlund i samtale om deres bøger og tidens nye fantastiske fortællinger. “

Læs mere og køb billet her